Blændende fotografi på en brændende platform

Det er travle dage hos Dansk Dokumentarisme. Som bekendt udgiver vi på fredag anden udgave af vores tidsskrift, New Danish Photography, ved en festlig begivenhed på Nørrebro (event). Det er fra klokken 17.00-22.00 og jeg håber at se så mange fotointeresserede som muligt.

Du kan bestille dig et eksemplar hos Disko Bay her eller du kan samle et op på dagen.

Samtidig er Sigrid og jeg ved at kuratere næste udgave af Ung dansk fotografi på Fotografisk Center, som åbner d. 21. november. Det er en årlig tilbagevendende udstilling, som viser, hvad der sker blandt vækstlaget i dansk fotografi. Det bliver lidt anderledes end det plejer i år og det har været et spændende og tidskrævende arbejde, som jeg regner med at fortælle mere om her på kanalen senere.

Med andre ord, så føles det i mit lille univers som om der sker mange gode ting på fotofronten. Dansk Dokumentarisme er et hjerte-projekt, som jeg passer ved siden af undervisning, egne fotoprojekter, freelanceopgaver og almindeligt familieliv. Det kan være svært at finde tid til, men det er et meningsfyldt arbejde, og jeg bliver glad for at se, hvor meget godt fotografi der bliver lavet her i landet.

Samtidig er jeg er ikke blind for, at ikke alt er fryd og gammen i foto-land. Det er en gammel sang efterhånden, men udvikling blandt især mine kolleger, der laver journalistisk fotografi på (eller til) aviserne, er stadig mere bekymrende. Der bliver fyret avisfotografer i en lind strøm og hele fotoredaktioner bliver nedlagt.

I sidste måned mødtes Sofia Busk, Kasper Løftgaard og jeg med kulturminister Jakob Engel-Schmidt for at udfolde det problem for ham. Vi kunne blandt andet fortælle ham om en drastisk nedgang i fastansatte fotografer. Hvor der i år 2000 for eksempel var ca. 17 fastansatte fotografer på Fyn, er der i dag en enkelt tilbage. Ekstra Bladet, BT, og for nyligt Sjællandske, har helt lukket deres fotoredaktioner.

Vi kunne også underholde ham med en fortælling om freelancetakster, som stort set ikke har rykket sig i 25 år og som har betydet en reallønsnedgang for freelancefotografer på nogle af landet største aviser på over 37 procent.

Det er min egen overbevisning, at sker der ikke et skift i finansieringen af dokumentarisk og journalistisk fotografi i Danmark, så er det svært at se et bæredygtigt miljø i selv den nærmest fremtid. Så har vi reduceret fotojournalistikken til en hobby vi dyrker i vores fritid, og så kan vi lige så godt alle sammen spille badminton i stedet.

Vi argumenterede derfor for, at der skal oprettes støtteordninger for dokumentarisk fotografi i Danmark, på samme måder som man har det med fiktions- og dokumentarfilm og indenfor kunsten. Vi anerkender naturligvis, at der allerede bliver givet mediestøtte i Danmark, men det ender i toppe af pyramiden og kommer aldrig ned til rødderne. Vi ved også godt, at det langt fra løser problemer med nedskæringer i branchen, og der skal også kigges på aflønningerne, men det er naturligvis bedre end ingenting.

Vi oplevede en minister, som tog problemstillingen seriøst, og vi arbejder lige så stille videre med sagen.

Også kunsten bliver nu ramt

Her i denne uge landede så endnu en dårlig nyhed. Det Kgl. Bibliotek er blevet pålagt at spare 62 mio., og der viser sig nu, at det blandt andet skal gøres ved at skære gevaldigt ned på Den National Fotosamling, og ved at fyre samlingens enlige kurator.

Den Nationale Fotosamling har blandt andet til opgave at indkøbe fotokunst og er den eneste offentlige samling af sin art i Danmark. Selv beskriver Det Kgl. Bibliotek den sådan:

Juvelen i billedsamlingen er Den Nationale Fotosamling, der rummer omkring 50.000 fotografier, hvoraf ca. 20.000 er digitaliserede. Samlingen er en af Nordeuropas fineste samlinger af fotografi fra hele mediets levetid fra de tidligste daguerreotypier til nutidens samtidskunst.

Den bliver nu, hvis besparelserne bliver effektueret, stillet i bero og budgettet til indkøb af nye værker vil blive begrænset kraftigt. Det betyder naturligvis også et farvel til de faglige kompetencer, som kuratoren besidder og det efterlader Det Kgl. Bibliotek med en enkelt fotofaglig ansat.

Professor Mette Sandbye har forfattet et debatindlæg, som på fin vis udfolder, hvorfor det er en utrolig dårlig ide. Hun skriver blandt andet:

“Det betyder i praksis, at fødekæden brydes, og man ikke længere kan indkøbe de bedste danske fotografer (….) Det betyder også, at vi næppe fremover kommer til at opleve den slags vigtige soloudstillinger med danske pionerer indenfor den fotografiske kunst, som vi så med forårets udstilling med Lene Adler Petersen og den kommende med Jytte Rex eller med internationale navne som Lee Miller, der i 2022 begejstrede et stort publikum.

Hun skriver videre:

Kan man fortsat skabe de vigtige, fagligt gennemarbejdede og meget populære store samlingspræsentationer med bred historisk spændvidde, hvor der åbner en ny i næste måned, som stiller skarpt på, hvordan vi har skildret og forstået land og by gennem fotografiet?

I udlandet er tilsvarende samlinger med tilhørende udstillingslokaler bemandet af mange. Naturligvis.

Hvem skal hjælpe os igennem den kommende storm?

Hvad har en fotokunstsamling af gøre med et nyhedsbrev med interesse i dokumentarisk fotografi, kan du så spørge? Og dertil vil jeg sige, at det hænger vældig godt sammen.

For det første er det i min optik utroligt gammeldags at lave en dikotomi mellem kunst og dokumentarisme. Der er masser af dokumentarisk fotografi, der har plads i Den Nationale Fotosamling, og de gamle faggrænser er for længst ved at blive nedbrudt. Moderne dokumentarister og fotojournalister udstiller, laver fotobøger og sælger prints. Præcis som billedkunstnerne. Måske er det også på sin plads at nævne, at jeg selv har solgt en række værker til samlingen, som skal være med på en kommende udstilling, hvilket jo blot understreger pointen ovenfor.

Men lige så relevant er det, at afskedigelsen af den ene af de to medarbejder i fotografi på Det Kgl. Bibliotek kun forstærker de udfordringer, som fyringen af utallige professionelle fotografer på aviserne efterlader os med og som der ikke bliver talt nok om.

Vi har aldrig før i fotografiet historier stået i en situation som nu, hvor falske billeder kan produceres gratis, nemt og i industriel skala. Billedgenereringsmodellerne har været der nogle år og nu er tiden også kommet til levende billeder. OpenAIs nye Sora 2-model kan lave ultrarealistiske videoer fra en tekstprompt, som det kan være næsten umuligt at gennemskue, at der er tale om syntetisk materiale.

Vi er på vej ind i en storm af falske billeder og mens nogle af dem er skabt for sjov, er mange andre lavet af folk og aktører med mere skumle intentioner. Jeg har ikke min daglige gang på en avis, men jeg ved fra dem der har, at der allerede nu bliver brugt mange ressourcer på at verificere de billeder, som kommer ind fra for eksempel eksterne fotografer.

For at kunne udføre det arbejde kræver det i sagens natur veluddannede og intelligente fagpersoner, som kan gennemskue og navigere i denne nye verden. Og det får man ikke ved at afskedige de mennesker, som er uddannet inden for feltet. Tværtimod burde man opruste. Derfor handler decimeringen af det journalistiske (og nu også kunstneriske) fotografi ikke kun om dem, der laver billederne, men også om at kunne gå op imod misinformation og fake news som samfund.

Jeg vil gerne høre en ansvarlig politikere svar på, hvordan vi i fremtiden skal kunne imødegå de demokratiske udfordringer, når branchen bliver udhulet på den måde?

Vi mangler akut et fællesskab

Fra sofaen i mit kontorfællesskab, hvor jeg sidder lige nu, ser verden altså sådan ud, at der på den ene side laves masser af forrygende fotografi, som jeg kan putte i nyhedsbreve, eller vi kan publicere i New Danish Photography. Men samtidig virker det som om, strukturerne omkring fotografiet og det økonomiske fundament hastigt styrter i grus.

Og hvad gør man så ved det?

Avisredaktionernes opløsning har i hvert fald haft den betydning, at de fællesskaber, som eksisterede på aviserne, for manges vedkommende er gået tabt. Nu er vi stort set alle freelancere, og ingen kan finde på at stille en nyuddannet fotojournalist et fast job i sigte. Det er slut med at mødes med de andre fotografer ude på opgave, for nu er vi placeret i hvert vores enkeltmandsfirma, hvor vi i bedste del-og-hersk stil kan konkurrere mod hinanden. Skulle vi få den uforsigtige ide at gå sammen og kræver bedre vilkår, så har mediearbejdsgiverne traditionelt ikke været nærige med trusler om kartel-lovgivning og retssager, om end der muligvis er forbedringer på vej der. Så kan vi ellers sidde der, bag hver vores Macbook hjemme i stuen eller på kontorfællesskabet, og poste stories på Instagram mens vi sender brændende hjerter til hinanden.

Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at vi kan få vendt skibet og gjort noget ved forholdene for det fotografi, vi allesammen brænder for. Men jeg ved, at det ikke kommer til at ske, hvis vi ikke står sammen og selv tager teten. Jeg har i hvert fald svært ved at se, at tendenserne på mediemarkedet lige pludseligt skal vende af sig selv.

Jeg møder troligt op til Årets Pressefoto hvert år, ikke fordi jeg er synderligt interesseret i konkurrence-elementet, men fordi jeg helt enkelt glæder mig til at se mine kollegaer. Jeg elsker at omgive mig med gode mennesker, som brænder for det samme som jeg gør, og som jeg kan lade mig inspirere af.

En gang om året er bare ikke særligt ofte.

Jeg savner virkelig en følelse af at være del af et fællesskab, hvor man kan mødes ude i den virkelige verden. Stable noget på benene. Udveksle erfaringer. Arrangere nogle udstillinger. Kigge på nogle prints. Og føle, at der er rigtige mennesker derude, af kød og blod, som vil det samme som mig selv.

Jeg tror, vi kollektivt skal rive plasteret af og se i øjnene, at medielandskabet er forandret for bestandigt, og at det er op til os selv at finde en vej fremad. Det kan vi kun gøre i fællesskab, men jeg er i tvivl om, hvor jeg finder det fællesskab? Ikke i et kommentarspor på Instagram eller i en halvdød Facebook-gruppe. Men hvor så?

Hvis du ved, hvor jeg kan finde det fællesskab, så sig meget gerne til. Min mistanke er dog, at det ikke eksisterer, og at vi bliver nødt til at starte det selv.

Jeg håber som sagt at se en masse gode kollegaer til release på fredag, og slutter af med et billede fra sidste gang vi bød op til fest.

Så kan vi jo indlede snakken der.

Emil Ryge