Debatten om Årets Pressefoto raser
En diskussion om indhold versus form.
I fredags blev Årets Pressefoto kåret ved en stor ceremoni i Den Sorte Diamant. Selve vinderbilledet er taget af Oscar Scott Carl under en demonstration i Nuuk i marts 2025. Demonstrationen var den største i landets historie, og et modsvar til Donald Trumps trusler om at 'overtage' Grønland.
Fotografen bag billedet er nu ansat på den grønlandske avis Sermitsiaq, efter at han i 2023 flyttede til Grønland for at arbejde derfra. Fagbladet Journalisten har et fint portræt af Oscar, som er værd at læse for at forstå konteksten og den særlige tid, som han er landet midt i.
Der er i de efterfølgende dage rejst en kritik af billedet, som mest går på, at billedet ikke er spektakulært nok som fotografi. I Berlingske skriver Søren Lorenzen i en kommentar blandt andet:
Men spørgsmålet er, om dommerne i højere grad har belønnet almindelig dokumentation af en væsentlig historisk begivenhed på bekostning af de elementer, der i mere klassisk og fotofaglig forstand udgør unik fotojournalistik?
Bør det mest enestående fotografi i 2025 ikke samtidig være et splitsekund af virkeligheden, hvor den overordnede historiefortælling forstærkes yderligere af en helt unik komposition og indfange et særligt øjeblik i begivenheden, der taler til vores følelser på en måde, så man kan mærke motivet direkte i maven?
Skal Årets Pressefoto ikke netop være et motiv, der adskiller sig fra nyhedsudsendelsernes ofte mere flygtige tv-billeder, der dokumenterer, at noget skete?
Og skal professionelle fotos ikke adskille sig markant fra de billeder, som enhver tager, når de tager deres telefon op af lommen, rækker armene i luften og foreviger, at man også selv var til stede?
Lorenzen mener altså, at sagen er vigtig, men billedet er for ordinært. Samme kritik rejser Martin Lehmann, fotograf ved Politiken, på sin Facebook-profil. Efter at have rost Oscar Scott Carl til skyerne for hans arbejde generelt, slutter Martin Lehmann af:
At juryen i Årets Pressefoto også er forelsket i Oscar er forståeligt – juryen er også forelsket i historien om Grønland, og i den største demonstration i Grønland, nogensinde.
Det er vitterligt en vanvittigt god historie, væsentlig og på alle måder vigtig at få ud i verden.
Men – billedet, eller fotografiet, som vi kalder det, når vi vil løfte det i værdi, hvad vi godt vil, når vi kårer Årets Pressefoto – det fotografi fra den demonstration, er et at de kedeligste fotografier jeg har set i mange år.
Diskussionen er spændende, og som fag er det vigtigt, at vi er i stand til at være uenige og diskutere, så vi kan gøre hinanden bedre. Blot tonen er ordentlig, hvilket den desværre ikke er længere ned i kommentarerne, noget som fotograf Lasse Bak Mejlvang også kommenterer på i et opslag Facebook – hvilket ironisk nok bare fører til flere hårde ord i kommentarfeltet.
Personligt mener jeg, der bliver stillet spørgsmåltegn ved nogle grundlæggende elementer ved en konkurrence som Årets Pressefoto, som man bliver nødt til at forholde sig til.
Årets Pressefoto, og det journalistiske fotografi generelt, vil altid bestå af historie på den ene side og æstetik og fotografisk håndværk på den anden. Som dommer skeler man helt naturligt til historierne, der ligger bag. Nogle gange har der været så store begivenheder i årets løb, at de er umulige at ignorere. Krigen i Ukraine har fyldt meget de sidste år, og selv var jeg sidste år med til at præmiere Mads Nissens billede af den nye konges indsættelse. Hvis man forestiller sig det billede fritlagt fra sin historiske kontekst, er det også svært at tro, at det ville ende på toppen af konkurrencen.
Det har jeg i øvrigt lavet et længere skriv om sidste år, hvor jeg selv var dommer i Årets Pressefoto:
Emil Ryge
Som Søren Lorenzen selv medgiver i sit skriv, så er balladen om Grønland vel nok den største udenrigspolitiske krise vi har haft siden 2. verdenskrig. Derfor er det naturligt, at konteksten og historien vægtes særligt højt.
Er det så for højt i år? Det bliver vi nok aldrig enige om.
Det er i øvrigt ikke første gang, vi har denne diskussion, selvom det faktisk ofte er med omvendt fortegn. Tilbage i 2019 var jeg selv involveret i diskussionen i vores fagblad Journalisten, da Mathias Svold fra Berlingske blev Årets Pressefotograf med en serie billeder, som mange mente, var blevet præmieret på grund af æstetikken og formen og ikke var tung nok i journalistikken. Dengang argumenterede jeg for, at fotojournalistik kan se ud på mange måder, og at der også skal være plads til nogle anderledes historier og visuelle udtryk. Også på den helt store hylde. Denne gang er billedet så udsat for den modsatte kritik; alle er enige om, at historien er utrolig vigtig, men formen er fundet for let. Eller billedet for kedeligt.
Det er ikke nemt at gøre alle glade.
Det er utroligt svært at diskutere æstetik. Hvad gør et billede godt? Er det noget kompositorisk? Lyset? Kræver det, som Søren Lorenzen skriver ovenfor, at billedet er "... et splitsekund af virkeligheden, hvor den overordnede historiefortælling forstærkes yderligere af en helt unik komposition og indfange et særligt øjeblik i begivenheden, der taler til vores følelser på en måde, så man kan mærke motivet direkte i maven?"
Det kan man have mange meninger om, men jeg har personligt svært ved at se, at fotografi altid skal kunne mærkes i maven og jeg synes det er fint, at vi nuancerer vores billedsyn, så det ikke altid handler om at komme så tæt på som muligt, som den gode Robert Capa ellers anbefalede os.
Det er fint, hvis nærvær og følelser fungerer i en given situation, men de gode billeder kan også indeholde andre kvaliteter og fungere på andre præmisser. Og de kan være fotograferet på anderledes måder end det klassiske reportagefotografi, med forgrund, mellemgrund og baggrund og med øjenkontakt og det individuelle menneske i fokus.
Billeder på distancen
Sidste år var jeg for eksempel selv med til at præmiere en serie fra Berlingske af førnævnte Mathias Svold, lavet sammen med Asger Ladefoged, som handler om vores danske landskabet og som stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi kalder beskyttet natur.
Her var tomme landskaber, parkeringspladser, golfbaner og dronebilleder. Og absolut ingen mennesker. Kan det mærkes i maven? Og indeholder det et splitsekund af virkeligheden? Det første vil jeg måske mene, det kan, fordi det hos mig fremkalder forargelse, som vel er en følelser på højde med empati eller hvad vi ellers sigter mod med den formulering? Med der er ikke tale om et splitsekund. De kunne være taget dagen før eller året efter. Det gør ingen forskel.
Et andet eksempel er fra i år, hvor Anders Rye Skjoldjensens billede fra Sydsudan i år vandt i Årets Hverdagsbillede, Udland. Billedet tager udgangspunkt i konsekvenserne af USAIDs nedskæring i bistanden.
Den klassiske 'løsning', som Anders også har valg i andre billeder fra samme reportage, er at fotografere dette emne med fokus på (sultne) mennesker, så vi kan sætte kryds ved nærvær og identifikation, som er klassiske journalistiske dyder. Men i billedet her giver Anders Rye os et fotografi af et tomt telt, hvor der burde være bunkevis af mad og andet på lager. Det billede virker på mig på samme måde, som Svold og Ladefogeds overfor. Det kræver mere af beskueren og det tager længere tid at afkode, men absurditeten træder desto mere tydeligt frem, når man først giver sig tid til at læse billedet - og ikke mindst den medfølgende tekst.
Kald det deadpan, eller straight photography. Kært barn har mange navne, men jeg synes, det i dette tilfælde virker mindst lige så godt som et klassisk reportagebillede.
Jeg vil placere Oscar Scott Carls vinderbillede i samme kategori. Det er fotograferet med en kølig distance, som falder mange for brystet, men som jeg mener, har sin berettigelse. Jeg er sikker på, at Oscar også har været nede i forsamlingen, men han er endt med at vælge et oversigtsbillede, der prioriterer mængden af mennesker i det omliggende landskab. For mig er det et billede af en presset nation, der står sammen mod en voldsom overmagt. I det her tilfælde fungerer havet af mennesker som en mur, der hurtigt bliver en metafor for den massive modstand mod Trumps gale planer og grønlændernes evne til rykke sammen. Ja, vi kunne været taget hjem til børn, der har fået angst, eller besøge fangere, der føler sig pressede, men i det her tilfælde er jeg faktisk mindre interesseret i det individuelle menneske. Styrken er netop, at der IKKE er en enkelt person i fokus, men at menneskene på billeder fremstå som en uniform masse og bliver et billede på kollektiv modstand. Det anser jeg som hele pointen.
Samtidig mener jeg faktisk, at billedet er mere velkomponeret end folk giver det kredit for. Jeg synes, det er en journalistiks stramning, når Søren Lorenzen sammenligner det med et mobilbillede, som alle kan række hænderne op og tage. Alle billedets flader er i brug, det gule hus nærmest omsluttes af mennesker, og manden til venstre og de tre til højre, går fint fri af klipperne og fylder rummene ud, ligesom vi på grund af flagene instinktivt er klar over, hvor vi er og hvad billedet handler om.
Det sidste er særligt relevant, fordi vi skal huske, at Årets Pressefoto gerne må kunne stå på egne ben og fungere uden alt for meget kontekst. Lige præcis det her billede bliver blæst op alle mulige steder, oftest uden at blive ledsaget af tekst, og også her fungerer billedet godt.
Nogen vil måske mene, at det kunne være gjort bedre, men jeg vil holde mig for fint til at stå her et år efter og foreslå, hvad fotografen, der rent faktisk var til stede, ellers skulle have gjort. Jobbet som fotojournalist handler også om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt og det må man sige, at Oscars flytning til Grønland er et udtryk for.
Jeg havde billedet som min favorit, da kandidaterne blev offentliggjort og jeg synes, det er en værdig vinder, når man tager både historiens alvor og ikke mindst fotografens timing i betragtning. Alle de ting må tælle med i regnestykket.
Jeg er også helt enig i den kommentar, som Kristian Djurshuus, der til daglig er leder for fotograferne på TV2, skriver i en tråd på Facebook:
Og så skal man huske at tage resultatet af Årets Pressefoto for, hvad det er: Tre dommeres fællessubjektive vurdering i et øjeblik. Det samlede produkt i et katalog kan være inspirerende, men objektivt siger det ikke meget om hverken fotografiets, fotografens, mediers eller uddannelsens værd. Effekten af fotografisk indsats er svært målbart, så der er nok en tendens til at tillægge ÅP mere betydning end det burde bære, da det er det tætteste, som vi kan komme på en fælles vurdering - men resultatet vil altid være subjektivt baseret.
Betydning for Grønland
Med alt det ovenstående in mente, så glæder jeg mig over kåringen af mindst to andre årsager, som intet har med konkurrencen at gøre.
For det første er det befriende, at Sermitsiaq har valgt at opruste på det visuelle og ansætte en fast fotograf. Og med mit faglige hjerte, så glæder det mig, at den beslutning virker som en stor succes. Ud over prisen her, så har Oscar netop modtaget den nyindstiftede Kajumissaat Elna-pris, som gives til en person, der gør en forskel for journalistikken i Grønland. I en tid, hvor vi hele tiden skal argumentere for, hvad den visuelle journalistik kan bibringe, så er det her det lysende eksempel på, hvad vi faktisk kan.
Og så glæder jeg mig på grønlændernes vegne over anerkendelse af deres svære situation. Det skal naturligvis ikke være det, der afgør en fotokonkurrence, men derfor kan det jo godt være en glædelig bivirkning.
Jeg vil slutte med nedenstående video, som Arnaq Nielsen har filmet, og som viser redaktionen på Sermitsiaq, der ser med på livestream, mens prisen annonceres i København.
Stort tillykke til Oscar og Sermitsiaq.
