I sidste uge blev Årets Pressefoto 2024 uddelt i Den Sorte Diamant. Det er altid en festdag for dansk fotojournalistik og blev det også i år, hvor konkurrencen fejrede sit 50-års jubilæum.

Herfra skal lyde et stort tillykke til alle vinderne. Jeg plejer kort at omtale dem her, men i år har jeg selv en ekstra aktie i det hele, da jeg har været en af årets tre dommere i fotokategorien. Der er også en kategori for video.

Det gav mig anledning til i Den Sorte Diamant at sige et par ord til Christian Falck Wolff, som blev Årets Pressefotograf, men også til resten af forsamlingen—inklusiv kulturministeren— om den generelt udfordrede økonomi i fotojournalistikken.

Her følger et par tanker og overvejelser om Årets Pressefoto - men absolut ingen insiderviden eller afsløringer om indholdet af selve dommerarbejdet. Dem kan man læse om i kataloget. Jeg kan heller ikke garantere, at tingene forløber sådan her hvert år.

Hvordan foregår dommerarbejdet egentligt?

Man melder sig ikke selv som dommer, men bliver spurgt af Pressefotografforbundets bestyrelse. Hvert år er det nye dommere, der bedømmer konkurrencen.

I år var vi tre dommere i fotokategorien. Henriette Lind, som til dagligt er journalist og fotoredaktør på Politiken, Paul Hansen, som er en prisvindende svensk fotojournalist fra Dagens Nyheter, som blandt andet har dækket krige og konflikter i hele verden. Og så undertegnede.

Vi mødtes på et hotel i Aarhus i starten af januar og brugte godt 22 timer fordelt over to dage på at se over 2.700 billeder igennem.

Medlemmer af Pressefotografforbundet har i år haft mulighed for at indsende op til 50 billeder pr. person, i et antal kategorier, som for eksempel Nyhed Indland, Nyhed Udland, Reportage Indland, Reportage Udland, flere forskellige portrætkategorier—og en masse andre.

Hvis du er interesseret, kan du læse de officielle regler for konkurrencen her.

Proceduren er relativt simpel. Vi tre dommere sad i hver vores lænestol foran en projektor, mens mindst tre medlemmer af Pressefotografforbundets bestyrelse sad bagved. Både for at styre teknikken, men også for at holde øje med diskussionerne. Hele seancen livestreames desuden til et kontrolrum, hvor der sidder flere bestyrelsesmedlemmer og følger med.

Man tager en kategori ad gangen, og hvert billede flyver forbi i ca. tre sekunder. Ser man noget, man kan lide, siger man ‘ja’ og så kommer billedet eller serien videre til næste runde. Den procedure fortsættes indtil man er nede på et par håndfulde billeder eller serier og så starter diskussionerne om at finde en vinder og en andenplads.

Det var først i diskussionsfasen, når det meste var valgt fra, at vi begyndte at kigge på billedtekster, hvilket vi ellers brugte relativt lang tid på. Det er på sin vis ikke optimalt, at man ikke kan læse tekster tidligere, for man må antage, at kontekst er afgørende for journalistisk fotografi. På denne måde bliver de helt indledende valg udelukkende truffet på baggrund af æstetik og billedernes håndværksmæssige kvaliteter. Det er simpelthen ikke praktisk muligt at gøre det anderledes. Så havde det taget en uge.

Nogle gange blev vi hurtigt enige, andre gange strakte diskussionerne sig over lang tid.

Hvad leder man efter?

Der er faktisk relativt meget frihed til, at dommerne kan lægge deres egen linje og vi må se i øjnene, at fotografi ikke kan sættes på formel, og at mange ting er oppe til diskussionen.

Alligevel blev flere ting indskærpet fra Pressefotografforbundets side.

For det første skal man kigge på hver kategori individuelt. Man skal altså ikke lade sig påvirke af, hvad der har vundet i de forrige kategorier, og om der eventuelt kommer gentagelser.

Det blev også understreget, at det ikke er opgaven at kuratere en flot udstilling og skele til for eksempel variation mellem serierne. Det er heller ikke dommernes opgave at tage med i overvejelserne, hvad der har vundet i tidligere år.

Herfra er der alligevel mange overvejelser, som kan være en diskussion værd. For leder man efter det bedste billede fra årets vigtigste begivenheder? Handler det rendyrket om det fotografiske håndværk? Belønner man et grundigt arbejde med billedtekster? Og skal man belønne en fotograf, som har gravet sine egne historier op og tager hen, hvor ingen andre er?

I vores tilfælde var det en blanding. Det fotografiske håndværk skal selvfølgelig være på plads, ellers når billederne aldrig til et stadie, hvor de er med i en egentlig diskussion. Men når man så langt, og er der tvivl om, hvad der skal præmieres, så brugte vi som sagt rigtig meget tid på at læse tekster, og det kunne være med til at flytte en serie enten op eller ned. Alt andet ville være underligt, når vi arbejder med journalistisk fotografi.

Vi var også positivt stemt for den del af det journalistiske arbejde, der handler om research og adgang, og vi var enige om, at det var forfriskende, når en fotograf havde gået sine egne veje og fundet frem til historier, som ingen andre fortalte.

I vores tilfælde var det altså en kombination af fotografisk håndværk, vigtige historier, men også mod og nytænkning, som ofte gjorde, at billeder eller serier vandt.

Årets Pressefoto

Efter at have brugt to meget lange dage på at kigge billeder og vælge vindere i de mange kategorier, var tiden kommet til at vælge det bedste foto. Ud af 2.700 indsendte. Det er—som man næsten kan regne ud—en nærmest umulig opgave. Heldigvis havde vi alle taget noter undervejs.

Vi fik efter meget lang tid snævret det ned til seks billeder, som Pressefotografforbundet annoncerede efterfølgende. De kan ses her. Som man kan se, så er det billeder af vildt forskellig karakter. Tronskifte i Danmark, et billede fra Ukraine, to fra forskellige, men vigtige historier i USA, oversvømmelser i Valencia og en familietragedie i Danmark.

Som man kan se på udvalget, så lægger de samme kriterier til grund; fotografisk kvalitet, relevante og vigtige historier og så videre. Og så er Årets Pressefoto et billede, som skal kunne stå alene og fungere løsrevet fra en serie.

Hvordan vælger man det bedste her? Det gør man ved at diskutere ovenstående kriterier, til man kommer til enighed om en vinder. I år blev det Mads Nissens billede af kongehuset.

Jeg kan ikke afsløre noget om konkrete diskussioner, men kan citere årets katalog, som opsummerer vores diskussioner således:

Vi kommer aldrig til at kunne tage det billedet igen, for det viser en brøkdel af et sekund, som kun opstår én gang hvert 50. år. At det er historisk betyder, at det også er unikt. Fotografiet indeholder en fin dobbelthed, hvor vi både oplever et privat øjeblik i en familie og samtidigt et moment af stor rituel betydning og historisk signifikans. Det er teater, og det handler om magt. Alle tre generationer er med, men den største skikkelse er den uskarpe i baggrunden:

Den gamle matriark som forlader posten – bestyrelsesformanden i koncernen Danmark, der går af.

På den måde ser vi et tronskifte og et generationsskifte. Men vigtigst af alt er det et vanvittigt godt billede og et helt fantastisk fotografi, som er taget af en fotograf, som har formået at være et hundrede procent til stede og træffe det rigtige valg under pressede omstændigheder.

Dommerne understregede, at det på en måde irriterede dem lidt, at valget kan læses som et knæfald for monarkiet, for begivenhedens størrelse eller historiske værdi, når der foregår så mange større og vigtigere ting i verden. Men det er det på ingen måde. Juryens valg af netop dette billede er udelukkende truffet på fotografiets præmisser og på baggrund af de umiskendelige kvaliteter, det besidder, og som gør det til årets bedste billede.

Habilitet

Da vi ankom til Aarhus aftenen før dommerarbejdet, blev vi installeret ved et middagsbord, og med det samme gik vi på eget initiativ i gang med at diskutere, hvordan vi forholdte os til inhabilitet. Miljøet omkring fotojournalistik i Danmark er meget lille og stort set alle vil have venner, tidligere eller nuværende kolleger eller studiekammerater, som sender ind til konkurrencen. De billeder, dommerne ser, er anonyme, men mange har været publicerede før, så det umuligt at forestille sig, at ingen i rummet er klar over, hvem der har taget i hvert fald nogle af dem.

Henriette Lind arbejder til dagligt tæt sammen med Politikens fotografer, som traditionelt gør det godt i Årets Pressefoto. Jeg selv er gift med Sigrid Nygaard, som både er fotograf og redaktør på Dagbladet Information, og som også har vundet mange priser ved konkurrencen, inklusiv Årets Pressefoto for et par år siden.

Rent praktisk gør man det sådan, at man i de indledende runder tier stille, hvis der kommer fotografi op på skærmen, som man er inhabil i forhold til. Skal det billede, eller den serie, med videre, er det en af de andre dommere, der skal sige ‘ja’. Kommer billedet eller serien så langt, at der skal åbnes for en diskussion, så rækker man hånd op, siger man er inhabil, og så forlader man lokalet. Det skete utallige gange. I et enkelt tilfælde måtte både Henriette Lind og jeg trække os, og så var det op til Paul Hansen at træffe en beslutning.

Mens alt det her foregår, sidder der folk i lokalet og holder øje med, at det sker efter bogen.

Hvis man skal helt uden om en habilitsdiskussion, så skal man enten hente alle tre dommere fra udlandet, men det er også vigtigt, at dommerne har kendskab til, hvad der er sket i Danmark i løbet af året. Ellers skal man finde folk, som holder sig i en lang bue uden om det fotojournalistiske miljø - hvilket også kan være problematisk, især hvis de ikke er fotografer.

Refleksioner

Det bliver mere og mere tydeligt, at Årets Pressefoto er en konkurrence, der er skabt i avisernes tid og det afspejles blandt andet i de kategorier, man kan sende ind i. Der er et stort fokus på blandt andet sport og nyheder, selvom der bliver sendt relativt få billeder ind i de kategorier. Nok fordi, der er få fotografer, der laver den slags fotografi efterhånden.

Der er sendt 81 enkeltbilleder ind i sportskategorien, men 309 billeder i portrætkategorien, for eksempel.

Mit bud er, at virkeligheden på et tidspunkt ændrer sig så meget, at man må gentænke kategorierne radikalt, hvis konkurrencen skal forblive relevant for de medlemmer, som kan sende ind i den.

Lige nu fokuserer man meget på udtryksformen— blandt andet portræt og reportage—men er det nødvendigvis så afgørende? Jeg vil gerne se vigtige historier fortalt i et sprog, som passer til dem. For min skyld burde man kunne lave en hvilken som helst historie—både i ind- og udland— i portrætter. Eller med drone. Eller ved at scanne genstande, som vinderne af Åben Klasse i år havde gjort. Eller selvfølgelig som en klassisk reportage, hvis det er det bedste fortællegreb.

Alt det her er bare et visuelt sprog eller en værktøjskasse, som dygtige fotografer kan tage i brug efter behov.

En af de positive ændringer, der er sket de sidste år, er tilføjelsen af en long-term kategori for projekter, som strækker sig ud over et kalenderår. Det er en kærkommen ændring, da mange projekter tager lang tid at lave og ikke begrænser sig til et enkelt år. I mit univers er long-term nok den pris, man helst vil vinde.

Man kan også diskutere, om det overhovedet giver mening at konkurrere i fotografi? På den ene side er det absurd, dels fordi det er så svært at afgøre, hvad der er bedst, men også fordi motiverne for at lave fotojournalistik meget gerne skulle være nogle andre end personlig hæder og anerkendelse. Når det så er sagt, så er Årets Pressefoto også en platform til at vise alle de gode og vigtige historier frem, som bliver lavet af danske fotografer. Og ofte i fora, som fotografiet ikke optræder i til dagligt, for eksempel i udstillinger og som eksamensmateriale i folkeskolerne.

For min skyld, kan vi godt blive ved med at konkurrere i fotografi, men som landet ligger lige nu, så er fotojournalistikken så udfordret af sparerunder og presset økonomi, at vi kan ende i en situation, hvor det kun er ganske få fastansatte (som ofte også er pressede) og studerende fra DMJX, som har tid og mulighed for at lave grundig fotojournalistik. Som branche og kollegaer er det vores fornemmeste opgave at prøve at få vendt den udvikling og kæmpe for, at fotojournalistikken også fremover har mulighed for at udfolde sig.

Som jeg fik mulighed for at sige omkring Årets Pressefotograf fra scenen i fredags:

Hvis alt det her i dag ikke bare er skåletaler, men vi mener, at det er vigtigt, at vi får dokumenteret vores samtid, så kan vi ikke overlade det til folk, som gør det i deres ferier og weekender - eller bare fordi, “de ikke kan lade være” eller “de syntes, det er vigtigt”
…
Og i en verden befolket af AI, fake news og magtfulde folk, der åbenbart ikke abonnerer på virkeligheden, så er det præcis den slags folk, vi har brug for.

Vi du se og læse mere, så kan alle billederne ses hos Politiken her (gavelink, men kræver login). Pressefotografforbundet har også en lang artikel om prisoverrækkelsen i Den Sorte Diamant, som er værd at læse.