Sommerlejr i krig, protester i Serbien og Maputo Diary endelig ude i bogform

Samt et par fysisk begivenheder, du kan tage med til.

Sommerlejr i krig, protester i Serbien og Maputo Diary endelig ude i bogform
© Christian Falck Wolff

Der har været gang i så mange aktiviteter her hos Dansk Dokumentarisme, at jeg er bagud med et 'almindeligt' nyhedsbrev. Det retter jeg op på her.

Inden jeg starter, skal der lyde en kæmpe tak til alle jer, der kom til vores release på New Danish Photography 02. Det var fuldstændigt overvældende (for mange tilsyneladende direkte berusende...) og Jacob, Stinus og jeg er vildt glade for opbakningen.

Fik du ikke et eksemplar af tidsskriftet med hjem, kan det nu bestilles hos Disko Bay.


Vi starter lige med et par begivenheder ude fra virkeligheden, hvor vi kan møde hinanden igen:

18. november åbner Verden omkring os, den nye samlingsudstilling, på Det Kgl. Bibliotek. Det sker midt i ledelsens beslutning om at rundbarbere Den Nationale Fotosamling. Selve åbningen er mandag d. 17. kl. 16.30. Der er udsolgt til seancen i Dronningesalen, men rygterne siger, at man kan dukke op og se, om der alligevel skulle være plads. Info om udstillingen her.

21. november, kl. 17-19, holder vi åbning på Ung dansk fotografi '25, som Sigrid og jeg har kurateret. Jeg sender mere info i næste uge, men sæt meget gerne et kryds i kalenderen. Det foregår på Fotografisk Center i Kødbyen. Facebook-event.

27. november, kl. 17-22, holder Ditte Haarløv og Disko Bay release på bogen Maputo Diary i København. Facebook-event.

27. november, kl. 17-19.30, holder Kirstine Autzen release på How to Become an Archive. De to begivenheder ligger på samme tidspunkt, men fysisk tæt på hinanden, så du kan nå begge to. Facebook-event.


Maria Høy Hansen har været i Ukraine og lavet en flot fortælling om en sommerlejr for børn, 700 km fra Kyiv, som giver børnene en chance for at komme væk fra krigen og al dens elendighed.

Historien har været bragt i både Information, Die Zeit og hos The Guardian (hvor den ligger uden for paywall).

Hvis du befinder dig i nærheden af Aarhus, kan du se Marius Renner Christensens udstilling, Det formede land, som kredser om de modstridende ønsker om, hvad vores land skal kunne rumme. Vild natur, landbrug, infrastruktur, solcelleparker og så videre; det er svært at få plads til det hele.

Indtil videre er projektet kun ude i verden i fysisk form, og ikke online (hvilket faktisk er lidt charmerende), men udstillingen rykker til København den 30. november, og udkommer som en artikelserie på videnskab.dk senere på året.

Jacob Ehrbahn og Politiken har været på Vestbredden og lavet en række artikler, blandt andet om popcornsælgeren Majid Daoud, som blev skudt af de israelske styrker, da han trådte ud på sit eget tag. Det kan til stadighed være svært at processere omfanget af vold og drab, som endnu finder sted. Og det er godt, at der stadig kommer fokus på, hvad der sker på Vestbredden – også fordi det er her er muligt for udenlandske journalister og fotografer at komme ind. Artiklen kan læses her (gavelink, kræver login).

Et andet sted i verden, hvor det ikke er fedt at være, er i Sydsudan (ikke at forveksle med landet nord for, der blot hedder Sudan, og hvor der lige nu foregår noget tæt på et folkemord).

Anders Rye Skjoldjensen har været i Sydsudan for Dagbladet Information og lavet artikler om konsekvenserne af, at USA har lukket ned for den nødhjælp, de ellers gav via USAID, men som Trump har skrottet. En beslutning, der vurderes at koste op mod 14 millioner liv frem mod 2030.

Se blandt andet her (paywall).

Efter 25 år udgiver Ditte Haarløv Johnsen endelig bogen Maputo Diary. Bogen samler 25 års fotografisk arbejde fra Mozambiques hovedstad Maputo – byen, hvor Ditte Haarløv selv voksede op under borgerkrigen.

Jeg har virkelig glædet mig til at se den bog, og det føles som om billederne har fulgt mig i al den tid, jeg selv har beskæftiget mig med fotografi. Som skrevet i starten er der release d. 27. november, hvor jeg selv regner med at dukke op.

Bogen er udgivet af Disko Bay og kan købes der.

Vi slutter i Serbien, hvor Christian Falck Wolff, med journalist Anton Schack, har været til markeringen af etårsdagen for en dødelig ulykke, som kostede 16 mennesker livet. Unge i landet skyder skylden på korruption og har arrangeret en to dage lang march for at protestere. Billederne kan ses hos Christian og artiklen er hos Politiken (paywall).

Det var alt for denne gang.

Husk, at du meget gerne må sende nyhedsbrevet videre til folk, som kunne være interesseret i det. Tak :)