Valget, der kom i vejen

På fredag er det endnu engang tid til Årets Pressefoto. En festdag for dansk fotojournalistik, hvor vi hylder fotografiet og alt det fantastiske arbejde, der er lavet det sidste år.

Samtidig er det så et år siden, jeg selv havde fornøjelsen af at stå på talerstolen og overrække prisen som Årets Pressefotograf til Christian Falck Wolff. I samme ombæring fik jeg beskrevet nogle af strukturelle problemer, som dansk fotojournalistik står i.

Jeg sagde blandt andet:

"... vi lever i en tid, hvor det er stort set umuligt at lave journalistik som selvstændig, hvis det også skal løbe rundt økonomisk. Priserne, man kan få for sine historier hos de etablerede medier, er nærmest fornærmende små. Det harmonerer dårligt med, at der konstant bliver færre og færre fotografer, som er fastansat på aviserne.

Samtidig, så finder der ikke rigtigt nogle støttemuligheder for fotojournalistik. Vores venner, der laver dokumentarfilm, de kan søge penge hos Filminstituttet. Og vores mere kunstneriske kollegaer, de har Statens Kunstfond. Der kan de, sammen med arkitekter, designere og musikere, søge en bid af den halve milliard, som hvert år uddeles.

Men som stort set er lukket landet for sådan nogen som os. Jeg har f.eks. aldrig hørt om en fotojournalistik med et arbejdslegat.

Så vi fotojournalister, ja, vi må klare os selv.

Hvis vi på sigt skal blive ved med at producere fotojournalistik i verdensklasse, ja så bliver vi nødt til at kigge på pengesiden. Både den betaling, medierne giver. Men også muligheden for, at få støtte andre steder

Hvis alt det her i dag ikke bare er skåletaler, men vi mener, at det er vigtigt, at vi får dokumenteret vores samtid, så kan vi ikke overlade det til folk, som gør det i deres ferier og weekender - eller bare fordi, "de ikke kan lade være" eller "de syntes, det er vigtigt"

Og hvis kulturministeren vil høre mere om den problemstilling, så stiller jeg gerne op til en kop kaffe."

Den kække bemærkning kvitterede kulturminister Jakob Engel-Schmidt efterfølgende for på talerstolen, og således fik vi sat gang i et større politisk arbejde, som vi indtil videre har brugt et år på.

Her følger en lidt grundigere beskrivelse af, hvad der er sket i det forgangne år og hvor vi, med tanke på det netop annoncerede valg, står nu.

Et arbejde tager form

Allerede på festaftenen efter prisoverrækkelsen fik jeg aftalt med verdens to bedste kollegaer, Sofia Busk og Kasper Løftgaard, at de skulle tage med til mødet. Og i dagene efter Årets Pressefoto satte jeg mig og skrev en mail til ministeriet, hvor jeg efterspurgte en dato.

Sofia, Kasper og jeg havde besluttet os for at møde op uden medlemmer fra Pressefotografforbundet, DJ eller DMJX, men i stedet som tre menige fotografer, som kunne fortælle fra førstehånd om de vilkår, vi møder ude i branchen.

Ministeriet vendte tilbage og foreslog en dato før sommerferien og samtidig udbad de sig et baggrundsmateriale omkring problemerne i branchen.

Hurtigt kom vi frem til, at det materiale ikke eksisterede i samlet form og derfor gik vi selv i gang med at samle det ind. Det bestod af to dele; en oversigt over nedgangen af fastansatte fotojournalister på udvalgte medier fra år 2000 til 2025, som vi udarbejdede ved at række ud til ældre kollegaer, som enten er eller har været ansat rundt omkring i landet. Det materiale viste ikke overraskende, at tallene for fastansatte avisfotografer er raslet ned de sidste 25 år.

Som eksempel var der i år 2000 ansat 16 fotografer på Jyllands-Posten. I dag er der to. Hos Ekstra Bladet var de ni. I dag er de 0. Samme historie hos BT. Berlingske er halveret. Og så videre og så videre.

Den anden del af tallene var en gennemgang af de stagnerede timepriser for freelancearbejde de sidste 25 år og deres betydning for den reelle købekraft blandt freelancefotografer sammenlignet med det resterende danske arbejdsmarked. Her viser tallene en nedgang i købekraften på 27% over de sidste 25 år for freelancefotografer, mens den for det generelle arbejdsmarked er steget med 29%.

Ud over at skitsere de oplagte problemer med de to sæt af tal, så kom vi med et par bud på, hvad ministeriet kunne gøre ved det. Blandt andet argumenterede vi for at få etableret en form for fond, så man som selvstændig fotograf kan søge midler til at lave sit arbejde. Fuldstændigt som det gør sig gældende for de faggrupper, som jeg nævnte i talen ovenfor.

Møder, møder og flere møder

Det oprindelige møde før sommerferien blev aflyst ugen før det skulle finde sted, og i stedet foreslog ministeriet en dato i september. Da den dag kom indfandt Sofia, Kasper og jeg os i reception i kulturministeriet, hvor vi blevet hentet af ministeren og fulgt til et mødelokale, hvor vi blev budt på kaffe og chokolade.

Selve mødet blev en seriøs omgang, hvor ministeren og hans ansatte nysgerrigt og kritisk spurgte ind til vores sag og de løsningsforslag, som vi havde taget med. Det var tydeligt, at han havde sat sig ind i sagerne og de tal, vi havde fremsendt. Vi kom derfra med en fornemmelse af, at været blevet taget meget seriøst og med en minister, som erklærede sig enig i, at vi skulle finde en løsning i forbindelse med de forhandlinger om en ny medieaftale, som efter planen skulle have startet her i begyndelsen af 2026.

Vores påstand har hele tiden været, at det her ikke er et spørgsmål om at sikre arbejdspladser, men helt basalt om at sikre sig, at der i fremtiden også vil blive lavet fotojournalistik af høj kvalitet i Danmark. Fremskriver man tallene for rundbarberingen af landets fotoredaktioner, og sker der ikke noget med timebetalingen, så har vi mere end svært ved at se, at der overhovedet er en bæredygtig branche i Danmark inden for relativt kort tid. Det var der enighed om på vores møde.

Under mødet foreslog ministeren, at vi tog kontakt til en række medlemmer af kulturudvalget i Folketinget, for også at gøde jorden hos dem. Det virkede som en god ide, og vi har derfor brugt efteråret på at holde en række møder med individuelle folketingspolitikere på deres kontoret rundt omkring på Christiansborg.

Alle dem, vi har mødtes med, lige fra Socialdemokratiet, SF, Venstre, Konservative og Enhedslisten, har, præcis som kulturministeren, kunne se problemet klart og erklæret sig enige i, at det er nødvendigt at finde på en løsning.

Hos alle parter vækker fremvæksten af kunstige billeder og undermineringen af tilliden til fotografiet bekymring, ligesom man frygter for kulturarven og vores evne til at dokumentere vores samtid. Vi må også konstatere, at de færreste politikere har været klar over, hvor grelt det står til med nedgangen i fastansatte fotografer. Det er de så klar over nu.

Som en sidste krølle på halen anmodede vi, på opfordring fra flere af udvalgsmedlemmerne, om at få et foretræde for kulturudvalget, så vores sag kunne blive officielt introduceret i Folketinget. Det foretræde fandt sted i januar, hvor vi fik mulighed for at fremlægge vores sag. Det resulterede i, at kulturudvalget har stillet to spørgsmål til ministeren.

Her stod vi så, i starten af 2026, og havde et indtryk af, at vi havde gødet jorden så godt vi overhovedet kunne til at de kommende medieforhandlinger.

Og så udskrev Mette Frederiksen valg.

Når et valg bliver udskrevet, stopper al arbejde de facto i Folketinget og eftersom medieforhandlingerne ikke er kommet i gang, er det hele skudt til hjørne. Ingen ved, hvem er der bliver kulturminister efter et valg, og derfor står vi i den lidt frustrerende situation, at vi ikke aner, hvordan verden ser ud på den anden side af valget.

Det er på den ene side frustrerende, men vi sidder alligevel ikke med en fornemme af, at alt er spildt.

Hvad har vi lært undervejs?

For det første er det lysende klart, at alle vi møder på vores vej anerkender truslerne fra AI og falske billeder, og alle er enige om, at vi mere end nogensinde har brug for professionelle fotografer til at skildre vores samtid. Det er virkelig opløftende at mærke. På den måde står vi stærkt som fag, og skal man for alvor tage ja-hatten på, så kan hele AI situationen ende med at blive en styrke for fotojournalistikken. Når først al tillid til fotografiet generelt er tabt (og det sker helt sikkert lige om lidt), så har man kun tilbage at stole på afsenderen, og der står vi godt.

Man kan også håbe at der, selvom der eventuelt kommer en ny minister, er flere af udvalgets medlemmer som bliver siddende, og derfor vil vi sørge for at holde de personlige relationer i live.

Både Sofia, Kasper og jeg har også talt en del om det positive i, at der ikke er så langt til beslutningsprocessen, som jeg i hvert fald gik og troede. Nu aner vi jo ikke, hvad der rent faktisk ville være sket under de udskudte forhandlinger, men bare det, at vi har mødt så mange åbne døre, er absolut positivt.

Tid til en reorientering

I alle de år jeg har været involveret i fotojournalistik (og det er snart 20), har der været snakket om krise konstant. Det har der også været grund til, men jeg tror tiden er kommet til at viske tavlen ren og kigge fremad og lade være med at snakke om, hvordan alting var engang. Jeg tror personligt ikke på, at techgiganterne kommer til at give slip på annoncekronerne, provinsaviserne kommer ikke pludseligt til at genansætte i hobetal og de gode gamle tider kommer ikke tilbage.

Vi må rive plastret af og indse, at tiden er en anden og at vi skal finde på andre løsning. Og med det "vi" mener jeg os alle sammen kollektivt. Tiden er ikke til at lurepasse i hjørnet, men til at kaste sig ind i kampen og bidrage med det, man nu engang kan.

Dem, der mest har travlt med at sige, at kampen er tabt og branchen er død, kan godt spare sig. Jeg gider ikke høre mere om det.

Sofia, Kasper og jeg har gjort et ydmygt forsøg med det her politiske arbejde, som har taget oceaner af vores tid. Og det har vi gjort uden at have nogen som helst forudsætninger for det. Hvis det på et tidspunkt bærer frugt, så hjælper det måske et stykke, men dansk fotojournalistik kan og skal ikke leve på støtten. Vi skal tænke nye veje, kigge efter nye penge, skabe nye samarbejder, og så skal vi stå sammen om at forbedre vores vilkår ved medierne.

Vi kan ikke leve med, at priserne i realiteten er faldet så meget og vi må op på barrikaderne i fællesskab. Det er selvfølgelig en sag for freelancerne, men i lige så høj grad for de fastansatte. For hvert år freelancetaksterne ikke stiger, bliver de fastansatte dyrere, og det kræver ikke en PhD i noget som helst at regne ud, hvor det regnestykke ender. Er man alligevel i tvivl kan man jo kigge mod Jyllands-Posten.

Jeg har skrevet om det før, men det hele må starte med, at vi står sammen. At alle indser, at vi skal løfte i flok. Der er ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man ikke ved, hvad der skal ske, for det gør ingen af os. Der er ingen manual til, hvordan man vender den her udvikling. Vi må bare prøve os frem. Hvis det så ikke lykkes, så kan vi i det mindste sige, at vi gav det et skud?

I sidste uge mødtes 15-20 af os til en uformel fredagsøl på tværs af det, man vel godt kan kalde generationer. Det føles vidunderligt at se hinanden i øjnene og få snakket sammen. Det skal vi have meget mere af, for deraf opstår nye initiativer og det giver os en mulighed for at udveksle erfaringer.

Jeg satser på, at vi snart kan melde en dato ud.

Jeg har håb for fremtiden, for jeg møder så mange energiske, dygtige og seriøse mennesker i den her branche. Men håb er ikke noget passivt. Som min favorit-historiker Rebecca Solnit skriver:

"Håb er ikke en lottokupon, som du kan sidde i sofaen og holde fast i. Det er en økse, du bruger til at bryde døre ned med i en nødsituation. Det kræver mennesker, der kaster sig aktivt ind i det, der er ved at blive til – noget de selv er en del af."

Der er kun en regel i fotoklubben og det er, at vi ikke taler om, hvordan det var engang, men kun taler om, hvor vi gerne vil hen og hvordan vi får det til at ske.