Frida Forever, elendig natur og spændende nyt fra vores egen verden

Samt en solid rabat, hvis du ikke har fået købt New Danish Photography

Frida Forever, elendig natur og spændende nyt fra vores egen verden

Det er tid til endnu et nyhedsbrev. Jeg eksperimenterer med et nyt format med kortere tekst, som forhåbentlig gør det lidt hurtigere at få dem sat sammen.

Inden vi starter, kommer her lidt housekeeping fra Dansk Dokumentarisme.

Thanks for reading Dansk Dokumentarisme! Subscribe for free to receive new posts and support my work.

Sigrid og jeg er blevet spurgt, om vi vil kuratere næste udgave af Ung Dansk Fotografi på Fotografisk Center. Og det har vi sagt ja til. Jeg kan ikke afsløre for meget, men jeg kan sige, at det bliver anderledes, end det plejer, og vi glæder os meget til åbningen i november.

Jeg er også, sammen med Stinus Duch fra Disko Bay og Jacob Birch fra Spine Studio, godt i gang med at sammensætte næste udgave af vores tidsskrift New Danish Photography. For at skabe plads på lageret kan du nu købe første udgave med 40% rabat. Indtast koden “Dansk Dokumentarismeher når du køber.

Selv har jeg også lige haft fornøjelsen af at være dommer i Årets Pressefoto sammen med Henriette Lind fra Politiken og Paul Hansen fra Sverige. Det blev til to meget lange dage i Aarhus med gode og intense diskussioner. Det var en ærefuld tjans, som var virkelig lærerig og en stor fornøjelse. Udstillingen åbner i marts. Tillykke til de nominerede.

© Mikkel Pedersen / PF

Nu til alt det, som det egentligt skal handle om…


En blanding af en voldsom faldulykke og en sjælden cellefejl har gjort, at Frida Lisa Carstensen Jersø har været igennem over 100 operationer, medicinske behandlinger og strålinger og sidder i kørestol. Nu udgiver hun en bog, som omhandler både sygdom, men samtidig også et dybt ønske om at leve et almindeligt liv som ung, hvilket forlaget beskriver som “en dualitet mellem frihed og sygdommens begrænsninger.”

Jeg har selv haft fornøjelsen af at undervise Frida og har derfor fulgt hendes arbejde og hendes historie lige siden. Det er noget af det mest rørende og tankevækkende fotografi, jeg nogensinde har været i nærheden af.

Bogen kan forudbestilles hos forlaget, og der er release i København d. 7. februar, hvor jeg satser kraftigt på selv at være med.

Med mit vanlige blik på historier om klima og biodiversitet fortsætter vi med en meget flot historie fra Mathias Svold og Asger Ladefoged om vores miserable danske landskab. Hvor der burde være beskyttet natur, finder man ofte parkeringspladser, motorveje og campingvogne. Endnu en omgang stærkt arbejde fra de to Berlingske-fotografer. Jeg kan virkelig anbefale at læse hele historien her.

Ovre hos Politiken har Signe Lægsgaard været i byen Paiporta uden for Valencia og dokumenteret konsekvenserne af de voldsomme oversvømmelser, som ramte området i oktober sidste år. Det ligner noget fra en katastrofefilm. Læs mere om oplevelsen her.

Tina Enghoff og Kent Klich har netop åbnet udstillingen In the Past We Made History på Fotografisk Center, som de har lavet i samarbejde med Anastasija (Nastija) Kiake og 22 danskere, med erfaring som flygtninge. De skriver:

I 2015 oplevede Europa en stor flygtninge- og migrantkrise med over en million mennesker, der søgte asyl. In the Past We Made History er en kunstnerisk undersøgelse i form af et arkiv der sætter fokus på hukommelses- og vidnesbyrdstrategier, der ofte er fraværende i den kollektive hukommelse og den officielle historieskrivning.

Det er altid spændende at se, hvad de to har gang i. Udstillingen kan ses frem til den 24. april.

På Fotografisk Center kan man også se udstillingen Ward, hvor billedkunstner Victor Vejle udstiller en række polaroider fra et to måneders langt ophold på et psykiatrisk afsnit i 2022.

Disko Bay har også udgivet bogen The Unposed (EoAT) af Michala Paludan, en bog fotograferet rundt i hele verden over tre år. Forlaget skriver:

Fra digitale poter til lasersensorer, klaverspillende elektro-fingre til en ikke så fingerfærdig klemme, viser denne bog den menneskelige hånd versioneret som et højteknologisk redskab: holdere, knibere, gribere, støtter, strygere og skærere, hvis ligheder med den virkelige hånd varierer alt efter deres specifikke funktioner.

Jeg har mest været optaget af diskussionerne om AI som noget, der foregik inde i en supercomputer, men kigger man på Paludans billeder, er det svært ikke at udvide den tanke (eller bekymring) til den virkelige verden.

Det var alt for denne gang.

Husk, at jeg altid er meget modtagelig for tips og input til næste nyhedsbrev.

— Emil

Thanks for reading Dansk Dokumentarisme! Subscribe for free to receive new posts and support my work.