Klimabilleder, fædre med blå øjne og ny podcast om Jan Grarup
Velkommen til en post-sommerferie udgave af nyhedsbrevet.
Som mange nok har opdaget, er der udkommet en ny podcast i fire afsnit, som gennemgår og udfolder en lang række af de usandheder, som Jan Grarup blev afsløret i i 2023 og som jeg har skrevet om en del tidligere. Podcasten ligger pt. nummer et på i hvert fald Apple Podcast.
Bag serien står Helle Maj og Jørn Stjerneklar, som også var parret bag en grundig rapport om Jan Grarups virke, som udkom på bagkant af afsløringerne i 2023.
Serien går i dybden med en tilsyneladende endeløs række af usandheder og overdrivelser, både fra Grarups arbejde i Rwanda og helt tilbage til starten af hans karriere. Det er et grundigt researcharbejde, som bør få mange i branchen til at genoverveje, hvordan man fremad kan sikre sig, at den slags overdrivelser og usandheder, fremsat over næsten 35 år, ikke kan gentage sig. Det har jeg også tidligere skrevet om.
Der har ikke været særligt meget omtale af serien på de store etablerede medier, men på websitet POV anmelder Nina Skyum-Nielsen serien, og selvom hun er begejstret generelt, rejser hun også en kritik af måden, hvorpå Maj og Stjerneklar ikke bare fremlægger fakta, men også prøver at forstå behovet for at lyve.
Det gør de blandt andet ved at interviewe professor i social– og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen. Det indskærpes mange gange, at han udtaler sig generelt og ikke om Grarup specifikt, men klippene dryppes alligevel ind mange steder i serien, hvor det klart fremstår som en kommentar til Jan Grarups fremfærd. På den måde bliver det nærmest Maj og Stjerneklar, som fjerndiagnosticerer Jan Grarup med diverse personlighedsforstyrrelser.
I en opfølgende artikel af Eddie Michel på POV bliver Maj og Stjerneklar forholdt den kritik:
Eddie Michel: I podcasten bruger I professor i social – og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen, selvom han – ligesom I flere gange siger det undervejs – ikke ”kan, vil og må” udtale sig om Jan Grarup. Når han ikke kan, vil og må, hvilken værdi tilfører han så?
Jørn Stjerneklar: Han forklarer lytterne om, hvorfor nogle mennesker lyver, og han bruger sin viden til at oplyse os andre om, hvad vi skal være opmærksomme på i hverdagen, når vi støder ind i folk med personlighedsforstyrrelser. Som mytomaner, narcissister og psykopater. Vi ville ikke selv sætte ord på det her – for så ville vi virkelig have fået smæk. Derfor valgte vi denne løsning. I vores erfaring fra I en danskers blodspor – hvor vi brugte psykolog Tine Wøbbe – så løftede det også den historie til noget andet end bare at være en krimi fra det virkelige liv.
Eddie Michel: Men ville podcasten have været utroværdig uden professor Høgh-Olesens medvirken? Taler alle Grarups løgne ikke for sig selv?
Helle Maj: Nej, den ville ikke have været utroværdig. Men den ville heller ikke have givet lytterne en fornemmelse af, hvad det er for en mennesketype, de hører om. Vi vil kalde det forbrugeroplysning. Altså, folk kaster jo om sig med diagnoser i en bankende køre – uden at det har gang på jord. Men betyder det så, at når du har at gøre med en ægte psykopat eller narcissist, at du så ikke må fortælle lytterne, at det med stor sandsynlighed er i den retning, de skal kigge? For at få en forklaring på fænomenet Jan Grarup og hans helt utrolige løgne?
De to afsendere har som erklæret mål, at de vil stoppe Jan Grarup i hans løgne, og det er klart, at de på den måde åbner sig selv op for en kritik for at lave kampagnejournalistik. Men det tager ikke noget fra det enorme researcharbejde, der ligger bag serien, og som endegyldigt bør afslutte debatten om Grarups journalistiske meritter.
Jeg bør nok afslutningsvis nævne, at jeg selv medvirker kortvarigt i seriens sidste episode med nogle generelle betragtninger om heltedyrkelse og presseetik.
Ikke mere Jan Grarup, nu videre til det, det hele skal handle om.
Det er ikke nogen stor hemmelighed, at jeg holder godt øje med fotografi i Danmark, som handler om klima og biodiversitet. Derfor var det forrygende at se Politiken dedikerede hele sit PS-tillæg til Jacob Ehrbahns billeder af den danske klimabevægelse, som han har fulgt tæt i en årrække. Jeg har ofte mødt Jacob, når jeg selv har været ude og dække de samme demonstrationer, og hans dedikation er voldsomt inspirerende.
Jacob har lagt opslagene på sin Facebook, hvor du kan se dem, hvis du stadig har en konto der. Har du adgang til Politiken online, kan fortællingen ses her.
Efter mange års tilløb har min gode ven, André Viking, endelig udgivet sin fotobog, Hello “Soul Mate”, med billeder fra sin families arkiv. Han skriver:
Hello "Soul Mate" er en fotobog, der kombinerer billeder fra mine familiemedlemmers private albums med uddrag fra breve, som min far skrev under sin tid i fængsel. Bogen giver et indblik i min families fortid, set gennem familiemedlemmernes egne øjne, og stiller samtidig spørgsmålstegn ved fotografiets og fotoalbummets rolle i arbejdet med identitet og erindring.
Det er endeløst fascinerende, at et helt almindeligt familiealbum kan kaste så mange gode billeder af sig.
Se mere hos André Viking eller find bogen hos forlaget her.
En anden bog, jeg har set frem til, er Mads Holms HRTLND, som er udkommet på Disko Bay.
I bogen tager Mads Holm et kritisk blik på det internationale samfunds bevægelse mod mere overvågning og militarisering. Billederne er taget over en periode på 10 år, men man skal vist bo under en sten, for ikke at se den nærmest skrigende aktualitet i det tema for tiden.
Vi havde i øvrigt et udvalg af Mads Holms billeder med i vores første udgave af New Danish Photography, som lige nu kan købes til en favorabel pris.
HRTLND kan findes hos Disko Bay, og du kan også læse mere hos Mads Holm selv. I forbindelse med udgivelsen holdt Mads et arrangement med Donald Weber, som også har skrevet forordet.
Den sidste bog i denne omgang kommer fra Matilde Søes. Tilbage i 2021 udgav hun Unprofessional, men nu er hun udkommet med Inspiration, som tematisk ligger lidt i samme boldgade. Selv skriver hun:
Inspiration udforsker modsætninger: mellem kunstner og muse, fotograf og model, kroppen og dens repræsentation, observation og begær. Som tidligere model er Matilde Søes Rasmussen optaget af, hvordan den kvindelige krop er blevet tingsliggjort i både historiske og nutidige visuelle repræsentationer. Bogen tager afsæt i Rasmussens research i den historiske figur Audrey Munson, ofte kaldet “verdens første supermodel”.
Er du i København hen over sommeren, så kan jeg anbefale at besøge Fotografisk Center. De viser lige nu udstillingen Rise of the Sunken Sun af Inuuteq Storch, som er et nedkog af hans udstilling fra Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen i 2024.
Vi slutter på en moderne sommertradition; Asger Ladefogeds billeder fra Tour de France, som han igen har velsignet os med. Bedre held næste gang, Jonas!
Vi høres ved,
Emil Ryge